Grænseoverskridende politik

Ja, i dag blev det så en realitet, DF fik gennemtrumfet fornyet og forstærket kontrol ved de danske grænser, i modsætning til europæisk politik gennem mange år.
Jeg fortsætter - i en lille illustrativ parantes - mine tænker om grænsekontrol specifikt vedrørende, hvad jeg oplevede mellem Montenegro og Kroatien. Med lidt helt når jeg også til den danske situation.
Ud over den grænseoverskridelse jeg foretog i foregående blog, var jeg part i to andre under mit ophold. Det er svært at undgå det, når man er i en region, der tidligere var ét enkelt land, og hvor turistseværdighederne i deres placering som sædvanligt ikke har taget højde for tilfældige europæiske politiske strømninger og krigsbytter.
Vi var en 16-17 stykker, der skulle på visit i Dubrovnik, Kroatien, 20 km væk, selv om vi egentligt jo opholdt os på Montenegrinsk område. Det var selvfølgelig en frækhed i sig selv, som blev behørigt straffet i form af to gange tre kvarters ophold i en varm minibus ved grænsen: ud og hjem. Nu er Dubrovnik jo en verdensseværdighed (eller hvad de nu kalder det i FN-sammenhæng), så besøget var blot naturligt, synes vi (hollændere og en enkelt dansker - undertegnede), som ikke er vant til at tænke "grænseoverskridende" i ordets mest konkrete forstand. Der blev samlet pas ind, som grundigt blev gransket på den primitive edb-skærm i den lille grænsekiosk. Der var ikke nogen, der granskede os i bussen. Så egentlig kunne vi jo godt have gemt en kriminel eller to. Jeg tvivler i hvert fald på, at de nogensinde har fået et falsk pas til granskning dér, for det er da totalt unødvendigt at give et pas. Man kan da bare gemme sig blandt de andre. Eller smutte forbi ad en af bjergvejene...
Det var så det jeg gjorde en af de andre dage...Jeg tog lige cyklen og knoklede op ad en bjergvej, hvor jeg i ganske uelegant og sikkert meget ukriminel stil måtte blive skubbet op af min hollandske medgrænseoverskrider. Den montenegrinske grænsevagt var mere interesseret i at vise os sin fine elektriske grænsebom end at se vores pas. Under alle omstændigheder, sagde han med et smil, så er der ingen kriminelle, der kommer op ad bjerget på cykel...150 meter længere fremme var der ikke nogen bom, men et stort STOP-skilt, som vi da ikke ville sidde overhørigt. Den kroatiske grænsevagts udstyr var klart af langt mindre fremskreden teknologisk finesse, men bare man er vågen, er det vel nok, sagde min spejderånd mig. Næh, han var ikke vågen. Cykelklokkerne var ikke nok, vi måtte hen og banke på barakdøren, før han søvnigt kom ud, kiggede irriteret på vores pas og lod os passere. Det samme skete på turen hjem et par timer senere. Den kroatiske grænsevagt sov stadigt, og den montenegrinske kunne nu også med stolthed fortælle historier om Tito, nu da han allerede havde demonstreret sin fine grænsebom. Stadig ingen paskontrol.
Hvad nytter det, hvis man kontroller pas, men ikke personer, som det var tilfældet med førstnævnte grænseovergang, som mere eller mindre kan sammenlignes med grænsen mellem Skåne og København? Og hvor meget tid ville der ikke gå til en ordentlig kontrol af så travl en overgang?
Hvad nytter det, hvis man ser personerne, men ikke deres pas, som var tilfældet ved den mindre overgang, som svarer til en skovvej mellem Sønderjylland og Tyskland? Hvad nytter det, hvis man sover?
Jeg tror desværre ikke, at de kriminelle vælger at overskride grænser der, hvor de er sikre på ordentlig kontrol. En ordentlig kontrol vil i Danmark koste 300 mio. kroner siges det.  Det tror jeg er undervurderet, men med de mistede arbejdstimer for lastbilchauffører og mistede turistbesøg er det helt sikkert, at det kommer det til at koste meget mere. Jeg kan love jer for, at mine hollanske medturister ikke havde lyst til at stå model til den én gang til. Og de er sikkert ikke de eneste, der vil tænke sådan.
Politi og toldvæsen har allerede i en årrække haft lovhjemmel til at gribe ind overalt på det danske territorium - spontant - dvs. selv uden mistanke. Hvis man er ude på rigtigt at fange kriminelle og ikke bare opstille magtsymboler, som kan forlede én til at tro, at myndighederne gør noget (en fin elektrisk bom måske??), så var det nok mere i terrænet, der skulle sættes ind. Jeg vil komme tilbage til spørgsmålet om tre måneder, når der sikkert er frembragt statistikker over hvor få kriminelle, der er blevet fanget. Fremover vil jeg lige koncentrere mig om Montenegro, inden jeg helt glemmer de mange uventede indtryk, jeg fik dér.

Tanker om grænseoverskridelse

Jeg fik jo ikke skrevet meget fra Montenegro, for der var problemer med at få laptoppen med. Men det skal jo ikke forhindre mig i at skrive om mine tanker i bakspejlet. I dagens medier i DK taler man meget om grænsekontrol. Hvad er det egentlig?
Vel ankommet til Dubrovnik lufthavn bliver jeg for første gang mødt af en person med et skilt, der siger Mrs. Rosengren ! Ja, man kan jo ikke sige sig fri for at føle sig en smule berømt! I hvert fald kendt - af én person i det mindste ! Den person hedder Georg eller noget i den stil, tilsat diverse tchs-lyde. Sådan lidt Georgtchstcht-agtigt for de fonetisk interesserede. Georg tager mine kufferter ud til mini-bussen. Hidtil har jeg med pigerne prøvet at få VIP-behandling i minibus, da var vi tre, men nu er jeg alene, og det føles da også godt. Især fordi parkeringspladsen er beplantet med diverse palmetræer og buske, som fortæller mig, at vi er sydpå i De Varme Lande, selv om himlen er regngrå. Georg forsikrer mig om solens tilbagekomst om en dag eller to.
Omegnen omkring Dubrovnik lufthavn i Kroatien forbavser mig. Vejenes kvalitet sender tankerne tilbage til det landlige Frankrig i 80'erne, som pludselig blev beboet af en masse sikre rundkørsler betalt af EU, eller måske Spanien i sidst 90'erne, dejlig sort asfalt med tydelige hvide afstribninger og sikre autoværn, også betalt af EU. Men hvem betaler egentlig i Kroatien? Nå, det kan også være ligegyldigt, dyrt kan det ikke have været, for 500 meter fra lufthavnen begynder vejen at få huller, som Georg synes at have et intimt kendskab til - jeg undrer mig over en del opbremsninger, men finder selvfølgelig ud af årsagen, kvik som jeg er!
Vejen snor sig mere og mere mellem bjergene, og Georg hiver i rattet, ikke kun rundt om hullerne. Det går op og ned, og der er færre og færre modkørende. Vi kommer til noget, der minder om et fransk motorvejsbetalingssted i miniature og Georg beder om mit pas. Selvfølgelig, det havde jeg glemt. Der er jo en grænse mellem Kroatien og Montenegro! Her stopper sammenligningen med franske motorvejsbetalingssteder, for det tager en god halvtimes tid for Georg at overbevise grænsevagten om, at det er i orden, at Mrs. Rosengren passerer. Der holder en lille bil med typisk ferieoppakning helt op i bagruden og franske nummerplader. Manden ser ud til at have været der i et stykke tid, han har en masse papirer i hænderne, men intet håb i ansigtet.
Georg fortsætter sin kamp med bjergvejene, men - lidt uhøfligt - giver han ikke mit pas tilbage. Først tror jeg, at han har glemt det i grænsekampens hede, men lidt efter lidt synes jeg alligevel, at vejens kvalitet måske kan lede tankerne hen på smuglerruter og diverse pirateri til lands! Ja måske endda en typisk balkansk rute for hvid slavehandel? Og er Georg ikke blevet mistænksomt tavs? Hvad gør jeg ? Klog og selvstændig kvinde fra Vesten? Beder jeg ham om at få mit pas tilbage, eller vil det kun fremprovokere en kritisk situation, som jeg aner, men ikke vil lande i?
Længere når jeg ikke i mine absurde tanker, for forude venter endnu en grænseovergang. Selvfølgelig: 1 grænse = 2 grænsekontroller !
Og derfor havde Georg beholdt mit pas og han fik godt brug for det i endnu en halv times tid...Om det nu er effektivt at genindføre i EU, får du måske min mening om i næste blog

Velkommen til familie og venner

Her kan I følge mine tanker, når jeg er væk - det vil sige næsten altid for de fleste af jer ! Jeg prøver nu at blogge, i første omgang mens jeg er på kur i Montenegro, bare så I de allernærmeste kan følge med uden at jeg skal gøre det store - bortset fra at skrive, som jeg jo elsker - og så kan I også efterlade et par tanker eller to uden at stresse mig på telefonen! Hvis I er med på den, skal I tilmelde jer min blog, så I får besked, når der er nyt.
Knus
Annette