Tanker om grænseoverskridelse

Jeg fik jo ikke skrevet meget fra Montenegro, for der var problemer med at få laptoppen med. Men det skal jo ikke forhindre mig i at skrive om mine tanker i bakspejlet. I dagens medier i DK taler man meget om grænsekontrol. Hvad er det egentlig?
Vel ankommet til Dubrovnik lufthavn bliver jeg for første gang mødt af en person med et skilt, der siger Mrs. Rosengren ! Ja, man kan jo ikke sige sig fri for at føle sig en smule berømt! I hvert fald kendt - af én person i det mindste ! Den person hedder Georg eller noget i den stil, tilsat diverse tchs-lyde. Sådan lidt Georgtchstcht-agtigt for de fonetisk interesserede. Georg tager mine kufferter ud til mini-bussen. Hidtil har jeg med pigerne prøvet at få VIP-behandling i minibus, da var vi tre, men nu er jeg alene, og det føles da også godt. Især fordi parkeringspladsen er beplantet med diverse palmetræer og buske, som fortæller mig, at vi er sydpå i De Varme Lande, selv om himlen er regngrå. Georg forsikrer mig om solens tilbagekomst om en dag eller to.
Omegnen omkring Dubrovnik lufthavn i Kroatien forbavser mig. Vejenes kvalitet sender tankerne tilbage til det landlige Frankrig i 80'erne, som pludselig blev beboet af en masse sikre rundkørsler betalt af EU, eller måske Spanien i sidst 90'erne, dejlig sort asfalt med tydelige hvide afstribninger og sikre autoværn, også betalt af EU. Men hvem betaler egentlig i Kroatien? Nå, det kan også være ligegyldigt, dyrt kan det ikke have været, for 500 meter fra lufthavnen begynder vejen at få huller, som Georg synes at have et intimt kendskab til - jeg undrer mig over en del opbremsninger, men finder selvfølgelig ud af årsagen, kvik som jeg er!
Vejen snor sig mere og mere mellem bjergene, og Georg hiver i rattet, ikke kun rundt om hullerne. Det går op og ned, og der er færre og færre modkørende. Vi kommer til noget, der minder om et fransk motorvejsbetalingssted i miniature og Georg beder om mit pas. Selvfølgelig, det havde jeg glemt. Der er jo en grænse mellem Kroatien og Montenegro! Her stopper sammenligningen med franske motorvejsbetalingssteder, for det tager en god halvtimes tid for Georg at overbevise grænsevagten om, at det er i orden, at Mrs. Rosengren passerer. Der holder en lille bil med typisk ferieoppakning helt op i bagruden og franske nummerplader. Manden ser ud til at have været der i et stykke tid, han har en masse papirer i hænderne, men intet håb i ansigtet.
Georg fortsætter sin kamp med bjergvejene, men - lidt uhøfligt - giver han ikke mit pas tilbage. Først tror jeg, at han har glemt det i grænsekampens hede, men lidt efter lidt synes jeg alligevel, at vejens kvalitet måske kan lede tankerne hen på smuglerruter og diverse pirateri til lands! Ja måske endda en typisk balkansk rute for hvid slavehandel? Og er Georg ikke blevet mistænksomt tavs? Hvad gør jeg ? Klog og selvstændig kvinde fra Vesten? Beder jeg ham om at få mit pas tilbage, eller vil det kun fremprovokere en kritisk situation, som jeg aner, men ikke vil lande i?
Længere når jeg ikke i mine absurde tanker, for forude venter endnu en grænseovergang. Selvfølgelig: 1 grænse = 2 grænsekontroller !
Og derfor havde Georg beholdt mit pas og han fik godt brug for det i endnu en halv times tid...Om det nu er effektivt at genindføre i EU, får du måske min mening om i næste blog