Grænseoverskridende politik

Ja, i dag blev det så en realitet, DF fik gennemtrumfet fornyet og forstærket kontrol ved de danske grænser, i modsætning til europæisk politik gennem mange år.
Jeg fortsætter - i en lille illustrativ parantes - mine tænker om grænsekontrol specifikt vedrørende, hvad jeg oplevede mellem Montenegro og Kroatien. Med lidt helt når jeg også til den danske situation.
Ud over den grænseoverskridelse jeg foretog i foregående blog, var jeg part i to andre under mit ophold. Det er svært at undgå det, når man er i en region, der tidligere var ét enkelt land, og hvor turistseværdighederne i deres placering som sædvanligt ikke har taget højde for tilfældige europæiske politiske strømninger og krigsbytter.
Vi var en 16-17 stykker, der skulle på visit i Dubrovnik, Kroatien, 20 km væk, selv om vi egentligt jo opholdt os på Montenegrinsk område. Det var selvfølgelig en frækhed i sig selv, som blev behørigt straffet i form af to gange tre kvarters ophold i en varm minibus ved grænsen: ud og hjem. Nu er Dubrovnik jo en verdensseværdighed (eller hvad de nu kalder det i FN-sammenhæng), så besøget var blot naturligt, synes vi (hollændere og en enkelt dansker - undertegnede), som ikke er vant til at tænke "grænseoverskridende" i ordets mest konkrete forstand. Der blev samlet pas ind, som grundigt blev gransket på den primitive edb-skærm i den lille grænsekiosk. Der var ikke nogen, der granskede os i bussen. Så egentlig kunne vi jo godt have gemt en kriminel eller to. Jeg tvivler i hvert fald på, at de nogensinde har fået et falsk pas til granskning dér, for det er da totalt unødvendigt at give et pas. Man kan da bare gemme sig blandt de andre. Eller smutte forbi ad en af bjergvejene...
Det var så det jeg gjorde en af de andre dage...Jeg tog lige cyklen og knoklede op ad en bjergvej, hvor jeg i ganske uelegant og sikkert meget ukriminel stil måtte blive skubbet op af min hollandske medgrænseoverskrider. Den montenegrinske grænsevagt var mere interesseret i at vise os sin fine elektriske grænsebom end at se vores pas. Under alle omstændigheder, sagde han med et smil, så er der ingen kriminelle, der kommer op ad bjerget på cykel...150 meter længere fremme var der ikke nogen bom, men et stort STOP-skilt, som vi da ikke ville sidde overhørigt. Den kroatiske grænsevagts udstyr var klart af langt mindre fremskreden teknologisk finesse, men bare man er vågen, er det vel nok, sagde min spejderånd mig. Næh, han var ikke vågen. Cykelklokkerne var ikke nok, vi måtte hen og banke på barakdøren, før han søvnigt kom ud, kiggede irriteret på vores pas og lod os passere. Det samme skete på turen hjem et par timer senere. Den kroatiske grænsevagt sov stadigt, og den montenegrinske kunne nu også med stolthed fortælle historier om Tito, nu da han allerede havde demonstreret sin fine grænsebom. Stadig ingen paskontrol.
Hvad nytter det, hvis man kontroller pas, men ikke personer, som det var tilfældet med førstnævnte grænseovergang, som mere eller mindre kan sammenlignes med grænsen mellem Skåne og København? Og hvor meget tid ville der ikke gå til en ordentlig kontrol af så travl en overgang?
Hvad nytter det, hvis man ser personerne, men ikke deres pas, som var tilfældet ved den mindre overgang, som svarer til en skovvej mellem Sønderjylland og Tyskland? Hvad nytter det, hvis man sover?
Jeg tror desværre ikke, at de kriminelle vælger at overskride grænser der, hvor de er sikre på ordentlig kontrol. En ordentlig kontrol vil i Danmark koste 300 mio. kroner siges det.  Det tror jeg er undervurderet, men med de mistede arbejdstimer for lastbilchauffører og mistede turistbesøg er det helt sikkert, at det kommer det til at koste meget mere. Jeg kan love jer for, at mine hollanske medturister ikke havde lyst til at stå model til den én gang til. Og de er sikkert ikke de eneste, der vil tænke sådan.
Politi og toldvæsen har allerede i en årrække haft lovhjemmel til at gribe ind overalt på det danske territorium - spontant - dvs. selv uden mistanke. Hvis man er ude på rigtigt at fange kriminelle og ikke bare opstille magtsymboler, som kan forlede én til at tro, at myndighederne gør noget (en fin elektrisk bom måske??), så var det nok mere i terrænet, der skulle sættes ind. Jeg vil komme tilbage til spørgsmålet om tre måneder, når der sikkert er frembragt statistikker over hvor få kriminelle, der er blevet fanget. Fremover vil jeg lige koncentrere mig om Montenegro, inden jeg helt glemmer de mange uventede indtryk, jeg fik dér.